Hvad hvis man antog, at "man" bare var en tanke i en andens hoved?
F.eks. i hovedet på et menneske, som var skizofren, og man blot var
en "opdigtet" personlighed. Man følte selv, at man var fysisk eksisterende og
kunne tænke abstrakt og filosofere - men i virkeligheden var det hele bare
produkter af det "virkelige" menneskes tanker - forskruet ud i en opdigtet
personlighed.
Så eksisterede man jo ikke - kun i et andet menneskes fantasi.
Og ting i fantasier eksisterer vel ikke?
Hvordan kunne DETTE fantasifoster så f.eks. med en logisk formulering
bevise, at det ikke eksisterede. "Jeg tænker - derfor er jeg."
Ok... Men så skal man vel først bevise at MAN tænker.
Hvis nu man forestiller sig et andet univers, som godt nok ikke
eksisterer, så kan man jo også forestille sig, at der i dette
univers er en person der tænker "jeg tænker altså er jeg".
Men eksisterer denne person så?
Nej, det gør personen ikke, fordi du jo selv skal forestille dig
det, som personen gør. Personen kan ikke foretage sig noget på
eget initiativ - fordi personen ikke eksisterer.
Interessant drejning: hvad nu hvis du var i stand til at gøre
denne forestilling om et andet univers *uafhængigt* af dig selv?
Jeps, det var min pointe (hvis jeg har forstået dit indlæg rigtigt).
Men det behøver ikke være så diffust som ren og skær forestilling
i den menneskelige hjerne.
Et computerprogram... Lad os antage, at man kunne programmere
en "personlighed", som vitterligt kunne lære og TÆNKE. (Denne
tanke er måske ikke så futuristisk endda).
Ville denne programmerede personlighed eksistere den dag den satte
spørgsmålstegn ved sin egen eksistens?
Og hvis programmøren slukkede programmet - stoppede dens
eksistens så? (Selve koden ville stadig lægge på computeren.)
Og når programmøren så eksekverede programmet igen, kunne
man så sige, at personligheden "eksisterede" igen?
En sådan "eksistens", som man kunne slukke og tænde for efter
for-godt-befindende kunne med rette stille sig selv spørgsmålet,
om den eksisterede!
Og for at tilføje en spændende kant på dette tankespind, kunne man
lege med tanken om, at man SELV var et sådan computerprogram!
(Ikke en plausibel tanke - men principielt KUNNE det være den
skinbarlige sandhed...) Eksisterer man så?
Det kommer jo an på, hvad vi her mener med "computer". Derimod er
det nemmere at se, at *programmet* kun kan udføre ting, der er i
overensstemmelse med computerens materielle konstruktion.
De computere vi har i dag kan *kun* udføre netop "computing". Den
menneskelige hjerne kan mere end det. Matematikere har så vidt
jeg har forstået det *bevist* at der findes matematiske problemer
der ikke kan løses med "computing" alene - samtidig med at der
findes matematikere der har løst dem. Altså: hjernen kan noget
der ligger ud over "computing".
Om det kan lade sig gøre at lave en Q-computer, der kan præstere
dette, ved jeg ikke - den benytter sig af kvantemekaniske
fænomener i sin funktionsmåde. Men så kunne man måske lige så
godt kalde den en "kunstig hjerne"?
Så skal man nok lige passe på ikke at frembringe en kunstig
hjerne med intelligens, bevidsthed og personlighed - der er
AUTISTISK. Det vil jeg gætte på, der kunne være en risiko for.
Min pointe er vel, at "Jeg tænker - ergo er jeg" ikke er et
plausibelt argument for eksistens...
Jo, når man TÆNKER argumentet!
--
Mogens Michaelsen
http://mogmichs.blogspot.com/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar