Tyngdekraften og universets udvidelse (3)

Rado skrev:

On Sat, 18 Feb 2006 15:40:54 +0100, "ThomasB"
wrote:

"Rado" skrev i en meddelelse news:nosdv114k8qncos8old4hjcqkto6urtmh5@4ax.com...

Der var, sidst i 2005, et afsnit af viden om der kom omkring udvidelsen
af universet. Her blev der sagt at det skuldes anti-tyngtekræften.

Anti-tyngde eksisterer - det er den kraft der f.ex. får træer til at
trodse tyngdekraften og vokse opad, vanddamp til at stige opad,
stjerner til at eksplodere. Eller årsagen til Big Bang for den sags
skyld. En eksplosion er i princippet en voldsom udlløsning af
antityngdekraft, og universets udvidelse er på sin vis en "langsom"
eksplosion.

Hvis tyngdekraften ikke have en modpol i form af en tilsvarende
modsatrettet kraft, så ville alt stof samle sig i een enkelt klump og
forblive i den tilstand for evigt, det er indlysende (det er ikke den
helt rigtige forklaring, men nok den bedste man kan komme med inden
for rammerne af det eksisterende paradigme).

Det du påstår at energi er anti-tyngdekraft?

Nej, den er ligesom tyngdekraften et produkt af energi. Man kan sige
at tyngdekraft og antityngdekraft repræsenterer de to primære måder
energi manifesterer sig på. Alle andre energibevægelser er blot
sekundære virkninger af disse.
Energi manifesterer sig altid som bevægelse, i en fysisk sammenhæng.
Man kan godt sige at energi ER bevægelse - det forenkler modellen og
fungerer udmærket i de fleste fysiske sammenhænge.
Bevægelse er altid relativ, dvs. den sker altid i forhold til et
defineret punkt. Og der er i realiteten kun to mulige bevægelser i
forhold til et punkt: enten hen imod punktet, eller væk fra punktet.
Når energien/bevægelsen bevæger sig imod punktet jordens centrum,
kaldes det tyngdekraft, når den bevæger sig væk fra centrum kaldes det
anti-tyngekraft.
Det er en stor misforståelse at der kun er tale om energi når der er
tale om bevægelse væk fra centrum, dvs. f.ex. når man løfter noget. Når man løfter et eller andet, kræver det energi at overvinde
tyngdekraften, men det kræver den samme mængde energi at overvinde
antityngdekraften

Prøv at bind en snor om en sten på 1 kg.
Herefter tager du så en stor ballon og fylder den med brint, så den
trækker opad i en fjedervægt, med en kraft på et kilo. Træk nu snoren
i ballonen rundt om en trisse, så du skal trække opad i snoren for at
hive ballonen nedad.
Løft nu stenen ved hjælp af snoren der er bundet fast til den med den
ene hånd, og træk opad i snoren til ballonen med den anden. Kan du
mærke nogen forskel? Nej, du bruger nøjagtig de samme kræfter,
nøjagtig den samme mængde energi i begge tilfælde. Giver jeg dig bind
for øjnene er du ude af stand til at sige hvad der er stenen og hvad
der er ballonen - dvs. om det er tyngdekraften eller antityngdekraften
du prøver at overvinde.
I det ene tilfælde er der altså tale om tyngdekraft, i det andet
antityngdekraft. Og de manifesterer sig på¨præcis samme måde, blot i
modsat retning, i forhold til centrum (i det her tilfælde jordens
centrum).
Nøgleordet er polarisering - energibevægelser er polariserede. Og de
manifesterer sig altid på denne måde i alle sammenhænge:
tyngdekraft / antityngdekraft
entropi / negentropi
centripetalkraft /centrifugalkraft

er blot forskellige udtryk for energiens grundlæggende polariserede og
cykliske bevægelsesmønster.
Entropi er et ganske misforstået fænomen inden for videnskaben,
tingene fungerer ikke på den måde som man normalt hævder. Det er en
ulogisk måde at stille tingene op på, og det er også derfor entropi er
så svær at have med at at gøre, forklaringsmæssigt. Man er nødt til at
bruge alle mulige snørklede begreber såsom "frihedsgrader" osv., i
forsøget på at få det til at give mening, uden at man får fat i det
centrale alligevel. Men med den rigtige logisk korrekte beskrivelse af
energiens natur er alt det her så uhyre enkelt at selv et barn kan
forstå det.
Konstant max entropi kan kun opnås lokalt, aldrig globalt (universelt)
- og selv lokalt kan den kun opretholdes i lukkede systemer, og kun i
begrænset tid. Og det er fordi energiens bevægelser universelt set
veksler konstant mellem entropi og negentropi, i cykler af lige fra
ekstremt kort til ekstremt lang varighed. Ekstremt korte cykler kan
man f.ex. finde i atomare processer, ekstremt lange i en stjernes
udviklingsstadier fra eksplosion og hen imod sort hul og tilbage igen.

I en eksploderende stjerne udløses der en voldsom centrifugal
(udadrettet) energi. Det sorte hul den ender med at blive
repræsenterer energiens centripetale bevægelse - alt bliver suget ind
imod centrum. Og hvis massen forbliver konstant, vil den producerede
bevægelsesenergi være præcis den samme i begge tilfælde.
Af samme grund kan energien absolut set aldrig løbe ud, den er
uendelig - netop fordi den skifter konstant fra entropisk til
negentropisk tilstand. Begge tilstande repræsenter bevægelse, og
dermed energi, de bevæger sig blot i "modsat retning", i forhold til
et absolut punkt.


--
Rado

"The obvious is that which is never seen until someone expresses it simply." - Christian Morgenstern

Dine ideer er ret så vidtløftige synes jeg nok!
Men så vidt jeg forstår dig, så opererer du med en generel
"polaritet" i naturkræfterne? Altså f.eks. tyngdekraft overfor
antityngdekraft som to modsatte, men "selvstændige" kræfter.

Det er så vidt jeg kan se netop det stik modsatte af de nye
teorier. Der er i virkeligheden kun een "tyngdekraft", der kun
*tilsyneladende* optræder som positiv eller negativ. Man kan
måske sammenligne det med en astronaut der står i centrum af et
krater på Månen og skubber forsigtigt til en bold. Den vil som
regel trille tilbage til ham, medmindre han skubber den ud over
kanten af krateret - så vil den nemlig accellerere yderligere væk
fra ham. Kraterets inderside svarer så til et tyngdefelt, mens
ydersiden svarer til rummets krumning længere væk. Det er altså
*formen* på Månens overflade der gør forskellen, tyngdekraften er
den samme.



--
Mogens Michaelsen
http://mogmichs.blogspot.com/